Arun Dohle: Stifterens søgning

14 år gammel
Første gang jeg for alvor ønskede at rejse til Indien, var jeg 14, men først efter skolen, i 1993, rejste jeg tre måneder til Indien for at søge efter mine forældre.
Jeg tog til mit børnehjem, Mahila Seva Gram, hvor de sagde, at der ikke fandtes nogen papirer. De eneste oplysninger, jeg fik, kom fra hospitalets journaler med oplysninger om registreringen af min fødsel og min mors navn. Men adressen var børnehjemmets!Hvad kunne jeg gøre? Indien var et nyt land for mig, og jeg kendte hverken kulturen eller sproget.Første rejse til Indien
I 1996 rejste jeg igen til Indien med min daværende kæreste, men at søge og være på ferie på samme tid var rastløst. Det kunne jeg simpelthen ikke.
Jeg gik online
I 1999 fik jeg min første computer med internet og begyndte at søge efter alt, hvad jeg kunne finde om adoption. Til sidst fandt jeg Peter F. Dodds og Bastard Nation. Det hjalp mig med at rekonstruere adoptionsforløbet nok til at regne ud, at mit frigivelsesdokument måtte ligge et sted ved Bombay High Court.
Men jeg boede stadig i Tyskland og havde ingen mulighed for at få adgang til papirer i Indien. Som voksen adopteret blev jeg først taget varmt imod i adoptionsmiljøet – eller rettere i det, man bedre kunne kalde »adoptivforældredominerede grupper«.Jeg indså hurtigt, at noget var galt. De sagde, at det var umuligt at søge i Indien, at jeg ville såre min mor, at hun nu var lykkeligt gift. De sagde, at der ikke ville være papirer i Indien, at der ikke var retsstat, og at jeg aldrig ville kunne overvinde disse forhindringer.Det gjorde mig kun mere beslutsom, indtil jeg blev smidt ud af disse støttegrupper, fordi jeg blev ved med at søge.Jeg gik online
I 2001 blev trangen til at finde mine oprindelige familierødder uudholdelig. Jeg var dengang selvstændig finansiel rådgiver i salg og vant til lange arbejdsdage; nogle gange kom jeg først hjem efter midnat. Men frustrationen over ikke at komme videre begyndte at påvirke mit psykiske og fysiske helbred, og det gik ud over mit arbejde.Jeg begyndte i terapi og indså hurtigt, at jeg havde begravet mine følelser i syv år. Da terapeuten sagde til mig: »Måske skulle du søge efter din mor«, vidste jeg, at jeg måtte skifte retning.Jeg forstod, at min mor sandsynligvis var ugift, da jeg blev født, med det sociale stigma, det indebar, og at hun nu sandsynligvis var gift. Børnehjemmet kunne vel diskret kontakte hende? Hvis hun ikke ville have noget med mig at gøre, ville jeg acceptere det.Jeg var glad for at være adopteret og havde en vidunderlig barndom med de bedste adoptivforældre, jeg kunne have ønsket mig, men der var en nagende følelse af, at noget var galt. Jeg begyndte at sætte mig ind i børnehandel og skandalerne om køb og salg af børn i adoptionssektoren.En tysk adoptivmor fortalte mig, at hendes ældste adoptivbarn havde hørt, at hendes mor stadig levede og havde lovet at hente hende – men i papirerne stod der, at moren var død! Og det kom fra Moder Teresas organisation, Missionaries of Charity, som jeg som barn stolt havde pralet med havde reddet mig.Samtidig diskuterede jeg med adoptivforældre i e-mailgrupper og Yahoo-grupper som det tyske »Adoptionsforum« hos ICHILD og med det amerikanske adoptionsmiljø, som holdt heritage camps og hædrede adopteredes oprindelse.Det stod i skarp kontrast til, hvordan jeg var vokset op: Trods mine adoptivforældres velmente forsøg på at introducere mig for min oprindelige kultur afviste jeg den. Jeg ville hellere være et hvidt tysk barn og forbandede det brune ansigt i spejlet.Jeg bliver aktivist for adopteredes rettigheder
Senere samme år, i 2001, tog jeg til Indien for at løse sagen på seks uger. Intet problem, tænkte jeg, for en succesfuld forretningsmand som mig. Og nu, næsten to årtier senere, står mange spørgsmål stadig ubesvarede. Drivkraften til at se ud over min egen adoption kom faktisk fra modstanden hos adoptivforældre og ansatte i adoptionsbureauer, som blev defensive, ja aggressive, da jeg begyndte at stille for mange spørgsmål.Mens jeg søgte hjælp til at få svar, mødte jeg en mur af modstand fra adoptivforældre, der benægtede, at der var problemer med adoption. Selv mit eget børnehjem, som var venligt over for mig personligt, påstod, at de ikke kunne hjælpe. Senere indså jeg, at de bevidst havde givet mig forkerte oplysninger under min søgning.Først da jeg mødte børnerettighedsaktivisten Gita Ramaswamy – en ledende skikkelse i kampagnen mod salg af børn fra Lambada-samfundet i Andhra Pradesh – forstod jeg, hvordan mine rettigheder blev nægtet mig. Hun sagde til mig: »Arun, efter at du har ledt så længe efter loven: Det her er ›loven‹, og i loven står der, at dine adoptivforældre har RET til at vide, hvem din mor er.«Jeg havde i årevis løbet fra den ene instans til den anden uden at indse, at alle de etablerede myndigheder i adoptionsverdenen, jeg havde søgt hjælp hos, gav mig et helt forkert billede. Gita Ramaswamy fik mig til at tro på, at loven faktisk var på min side, og at det trods alt ville være muligt at finde mine indiske familierødder. Ikke nok med det – hun var fast besluttet på at hjælpe mig!At alliere mig med aktivisterne i Andhra Pradesh gav mig ikke venner i adoptionsmiljøet. Med deres kampagne for at afsløre institutionel børnehandel, helt til Indiens højesteret, skaffede vi os mange fjender. Men det var Gita, der åbnede mit eget land for mig. Hun satte mig i forbindelse med de rette mennesker, og til sidst kunne jeg anlægge en straffesag mod mit børnehjem for at tilbageholde mine adoptionspapirer.
